Erhvervslivets stemme i idrætspolitikken
Ragnar Gudmundsson er udpeget til Talent- og Eliterådet af Erhverv Hjørring
Ragnar Gudmundsson, der repræsenterer Erhverv Hjørring i Talent- og Eliterådet i Hjørring Kommune.
Torsdag den 28. april 2022
Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring
Erhverv Hjørring har udpeget Ragnar Gudmundsson til at repræsentere erhvervslivets interesser i Talent- og Eliterådet, som er rådgivende omkring idrætspolitikken i Hjørring Kommune.
Ragnar Gudmundsson er selvstændig erhvervsdrivende med virksomheden OptimizaR, der tilbyder personlig træning og og konditionstests på alle niveauer. Virksomheden er medlem af Erhverv Hjørring.
Ved siden af sin aktiviteter i Hjørring arbejder Ragnar Gudmundsson tæt sammen med det islandske svømmeforbund i et projekt for en ny struktur for udvikling af elitesvømning i Island.
Ragnar Gudmundsson er cand. scient i idræt. Han var fra 1994 til 1999 træner i svømmeklubben S68 i Hjørring og har i en årrække været gymnasielærer.
I det nydannede Talent- og Eliteråd ser Ragnar Gudmundsson det som sin opgave at styrke relationerne mellem erhvervslivet og idrætsforeningerne.
”For elitearbejdet i foreningerne er sponsor-finansiering fra erhvervslivet uundværligt. Mit råd til foreningerne er, at de skal betragte virksomhederne som partnere og ikke kun som passive betalere,” siger Ragnar Gudmundsson.
Generelt ser Ragnar Gudmundsson et stort potentiale for yderligere udvikling af idrætstalenter i Hjørring.
”Vi har fremragende faciliteter, som vi bør udnytte optimalt. Dels fordi det er utrolig udviklende for unge mennesker at dyrke deres talent, dels for at gøre vores kommune så attraktiv som muligt at leve i og flytte til,” siger Ragnar Gudmundsson.
Talent- og Eliterådet har 12 medlemmer med bl. a. repræsentanter fra byrådet og foreningerne. Kommunens eliteidrætskoordinator Nicholas Krobath Olesen tilrettelægger rådets arbejde.
”Vi har holdt det første møde i rådet. Her drøftede vi blandt meget andet muligheden af at etablere en fælles sportsportal for Hjørring for at give synlighed til det store og brede elitearbejde samt desuden promovere de sponsorer, som står bag,” fortæller Ragnar Gudmundsson.
Du kan læse mere om Talent- og Eliteidrætspolitik i Hjørring Kommune her: