Havnens erhvervsudvikling styrkes
Danish Ocean Cluster etableret efter islandsk model
Oversigt over den cirkulære struktur i Hirtshals’s laksehub. Det er yderligere udvikling i den retning, som Danish Ocean Cluster skal styrke.
Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring
Hirtshals Havn som kraftcenter for erhvervsudvikling i Hjørring Kommune er styrket med etablering af Danish Ocean Cluster. Bag den nye organisation står Hirtshals Havn, Nordsøen Forskerpark og Greenport North. Formand er Linn Indrestrand, der er chef for fiskeri og maritim service hos Hirtshals Havn.
Formålet med Danish Ocean Cluster er erhvervsudvikling gennem styrkelse af relationer mellem virksomheder i den ”blå” sektor specielt via grøn innovation og cirkulære forretningsmodeller.
Selvom Danish Ocean Cluster har udgangspunkt i Hirtshals, er hele Danmark i målgruppen, og clustret er stærkt internationalt orienteret.
Inspirationen til det danske cluster kommer fra Island. Her har Iceland Ocean Cluster været drivkraft i en gennemgribende omstilling af fiskeindustrien fra at være baseret på traditionel udnyttelse af torsken som spisefisk til en næsten 100 pct. udnyttelse af alle ressourcer i fisken.
En tilsvarende udvikling er i gang i Hirtshals, hvor Linn Indrestrand fra sin position på havnekontoret har bidraget til at udvikle Hirtshals Havn som en laksehub.
Et meget synligt udtryk for udviklingen af laksehubben er etableringen i 2022 af Biomega, der udnytter restprodukter fra havnens laksevirksomheder til at fremstille peptider og olie af så høj kvalitet, at de kan anvendes til human ernæring og sundhedsprodukter.
Biomega har hovedkvarter i Bergen, og det tog Linn Indrestrand ni års arbejde at få virksomheden til at etablere sig i Hirtshals.
”Opgaven for Danish Ocean Cluster er bl. a. at skabe andre tilsvarende projekter ved at se muligheder og bringe virksomheder i kontakt med hinanden, så der skabes nye kommercielle muligheder,” siger Linn Indrestrand.
Af andre aktuelle opgaver for Danish Ocean Cluster er at medvirke til etablering af yderligere landbaseret opdræt af forskellige arter. Danish Ocean Cluster deltager også sammen med DTU Aqua i et projekt omkring undersøgelse af værdikæder og innovation indenfor bæredygtigt fiskeri. Danish Ocean Cluster er desuden i fuld gang med at screene Danmark for kapital til etablering af blå/grønne projekter.
Danish Ocean Cluster tilbyder medlemskab til alle virksomheder, videninstitutioner og organisationer med tilknytning til blå og grønne brancher.
Food & Bio Cluster Denmark er den offentligt støttede klynge, der henvender sig til fiskebranchen. Men Linn Indrestrand mener, at Danish Ocean Cluster i højere grad end den store og brede klynge kan identificere de særlige behov hos virksomhederne i de danske fiskerihavne, og at den nye klynge desuden har et særligt nordatlantisk perspektiv.