I front for den grønne omstilling
Erhverv Hjørring er nu én af Hjørring Kommunes 54 klimapartnere
Borgmester Søren Smalbro og direktør Michael Vendelbo, Erhverv Hjørring, giver hinanden håndslag på partnerskab omkring Hjørring Kommunes klimahandlingsplan.
Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring
Erhverv Hjørring har indgået aftale om klimapartnerskab med Hjørring Kommune og bliver dermed én af i alt 54 virksomheder og institutioner, der som klimapartnere aktivt bidrager til at føre kommunens klimahandlingsplan ud i livet.
Den formelle undertegnelse af aftalen om klimapartnerskab fandt sted ved et møde på rådhuset, hvor i alt syv nye klimapartnere blev budt velkommen af borgmester Søren Smalbro og teknikudvalgsformand Søren Homann.
Direktør Michael Vendelbo underskrev aftalen på Erhverv Hjørrings vegne og sagde i den forbindelse:
”I Erhverv Hjørring ser vi den grønne omstilling som en vigtig dagsorden, der kun bliver mere aktuel. Tidligere var den grønne dagsorden noget, man kunne vælge til, hvis man ville, i fremtiden bliver det License to Operate. Hvis vi, og vores medlemmer, skal være relevante i fremtiden, er det essentielt, at vi er med i front i den grønne omstilling. Derfor giver det mening for os både at indgå i og bidrage aktivt til klimapartnerskabet.”
De nye klimapartnere er foruden Erhverv Hjørring: BoVendia, Lønstrup Madhus, Candori, Vendsysselske Grønlangkål, Ägte og Solutions4Innovation.
I klimaaftalen mellem Hjørring Kommune og Erhverv Hjørring er følgende områder valgt som særlige samarbejdsområder:
• Begge samarbejdsaftalens parter arbejder aktivt for at opnå målsætningen om at spare 70% CO2 inden 2030.
• Vi vil bidrage til formidlingen omkring bæredygtighed, FN’s verdensmål, klima og biodiversitet, f.eks. gennem events eller nyhedsbreve til medlemmer og medlemmers kunder og medarbejdere
• At Erhverv Hjørring bidrager til at udvikle medlemsvirksomhederne i forhold til klima og den grønne omstilling.
• At Erhverv Hjørring stiller sig til rådighed for at deltage i cases og virksomhedsbesøg for uddannelsesinstitutioner i Hjørring Kommune.
• Dialog om deltagelse i udviklingsprojekter mv., som Hjørring Kommune er en del af. Dette kunne være omkring mere klimavenligt byggeri, energi eller inddragelse af beboerne i klima- og bæredygtighedsaktiviteter.
Syv nye klimapartnere bydes velkommen på klimarejsen af repræsentanter for Hjørring Kommune.