Turismen er en væsentlig del af erhvervslivet i Hjørring Kommune. Det perspektiv tager Laila Zielke, turistchef hos Visit Hirtshals, nu med sig ind i bestyrelsen for Erhverv Hjørring.
Med mange års erfaring fra turisme, erhvervsliv og lokalpolitik kommer Laila Zielke med en bred baggrund ind til sin nye rolle som bestyrelsesmedlem hos Erhverv Hjørring. Hun er uddannet markedsføringsøkonom, har blandt andet arbejdet 11 år i Color Line, været selvstændig i restaurationsbranchen og i tre år arbejdet som udviklingskonsulent i Partnerskab for Vestkystturisme. Sammenlagt har hun desuden 13 år som turistchef hos Hirtshals Turisme bag sig.
Dertil kommer otte år i Hjørring Byråd, inden hun ved seneste kommunalvalg valgte ikke at genopstille.
Nu skal erfaringerne bringes i spil i en ny sammenhæng.
– Jeg har takket ja til at blive en del af Erhverv Hjørrings bestyrelse, fordi jeg ønsker at bidrage til et stærkt lokalt erhvervsliv og til udviklingen af en kommune, der er attraktiv at besøge, bo og drive virksomhed i, fortæller Laila Zielke.
– Jeg ser mange muligheder i at styrke samspillet mellem turismen, det øvrige erhvervsliv og Hjørring Kommune. Det kræver gode relationer, fælles ambitioner og et tæt samarbejde på tværs.
Turismen som en del af erhvervslivet
Turismen oplever i disse år en vækst i antal overnattende, og Laila Zielke peger på både naturen, kulturlivet og de mange oplevelser som væsentlige styrkepositioner.
– Hjørring Kommune er en af landets største turismekommuner og vi er privilegeret med en unik natur, som hvert år tiltrækker flere millioner gæster, som lægger knapt 3.4 mia. kr. i omsætning hos erhvervet.
Turistchefen påpeger at man udover den unikke natur, har mange spændende attraktioner og seværdigheder i et rigt kulturliv.
– Vi har spændende attraktioner og seværdigheder samt et rigt kulturliv og masser af events og aktiviteter året rundt. Sammenlagt er det med til at generere over 3.400 turismeskabte jobs i vores kommune, siger Laila Zielke.
Netop forbindelsen mellem turisme og kommunens øvrige virksomheder bliver et område, hun gerne vil bidrage til i bestyrelsesarbejdet.
– Erhverv Hjørring er en stærk medlemsforening med flere end 400 medlemmer fra hele kommunen og jeg ser frem til at være med til at sætte retning for foreningen.
Laila Zielke ser samtidig bestyrelsesposten som en mulighed for både at bringe egne erfaringer i spil og få større indsigt i andre dele af erhvervslivet.
– I bestyrelsen håber jeg at bidrage med et turismeperspektiv og med blik for, hvordan oplevelser, handel, kultur og lokale virksomheder kan skabe værdi for hinanden. Jeg vil gerne være med til at omsætte fælles idéer til konkrete initiativer, der gavner virksomhederne og styrker områdets tiltrækningskraft. Samtidig ser jeg frem til at få større indsigt i erhvervslivets muligheder og udfordringer og lære af de øvrige bestyrelsesmedlemmers erfaringer. Fortæller det nye bestyrelsesmedlem.
Foruden Laila Zielke blev Kasper Brix fra Norh Shore Surf også valgt til bestyrelsen ved seneste generalforsamling i starten af 2026, som flugter med Erhverv Hjørrings øgede strategiske fokus på turismen i Hjørring Kommune.










