Der findes mange dygtige faglærte i Hjørring Kommune, som hver dag skaber værdi for virksomhederne, udvikler nye løsninger, sikrer kvaliteten, er med til at drive den grønne omstilling fremad og meget andet. Nu har virksomhederne i Vendsyssel en oplagt mulighed for at give dem den anerkendelse, de fortjener. Ikke kun lokalt og regionalt, men nationalt.
Indstillingen til årets Fagtalent-pris er åben, og virksomheder kan nu nominere en faglært medarbejder, der fortjener at blive hyldet som et af Danmarks største unge erhvervstalenter. Fagtalent er etableret af stærke aktører på arbejdsmarkedet i samarbejde med Jyllands-Posten for at sætte fokus på de unge faglærte, der får Danmark til at køre rundt.
Timingen er oplagt. Interessen for erhvervsuddannelser og faglært arbejdskraft har fået ekstra opmærksomhed i kølvandet på DM i Skills. Og hvor vi lokalt er gode til at hylde dem, som har leveret en ekstraordinær indsats, som ved uddelingen af Initiativprisen i fredags til Lytzen A/S, kan en nominering til fagtalent-prisen være med at til at få ens virksomhed med helt op på det nationale landkort. Det viser, at faglærte kompetencer står højt på dagsordenen, både lokalt og nationalt.
Hos Erhverv Hjørring ved vi, hvor afgørende de faglærte medarbejdere og erhvervsuddannelserne er for vækst og udvikling i vores lokale virksomheder. Derfor håber vi, at mange virksomheder i kommunen vil benytte muligheden for at fremhæve de medarbejdere, som hver dag gør en forskel.
Fagtalent-prisen er samtidig en chance for at fortælle de gode historier om fagene. Historier, der kan inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og vise de mange spændende karriereveje, der findes som faglært. Formålet med prisen er netop at hylde de unge faglærte rollemodeller og skabe større anerkendelse af deres bidrag til samfundet.
Så spørgsmålet er enkelt: Har I en medarbejder, som fortjener at blive sat på landkortet?
Læs mere om kriterierne og indstil jeres kandidat på. Kandidater skal blandt andet være under 36 år, have gennemført en erhvervsuddannelse og være ansat på det private arbejdsmarked.
Lad os sammen vise resten af Danmark, hvilke stærke faglærte talenter Hjørring Kommune rummer.
Indstil jeres fagtalent her.










