DYNAMIC er et stærkt lokalt netværk, der har som målsætning at styrke udviklingen, understøtte væksten og arbejde for, at der bliver igangsat nye initiativer og innovative projekter i Hjørring Kommune.
Gruppen har altid haft ambitionen om at tænke langsigtet og tage ansvar for udviklingen i Hjørring Kommune.
Derfor rejser netværket den 2.-3. oktober 2025 til Thy, der i de seneste par årtier har gennemgået en utrolig transformation, hvor erhvervsudvikling, bosætning, branding og fællesskab er smeltet sammen til en stærk fortælling, der tiltrækker nye borgere – ikke bare fra Danmark, men også fra udlandet.
Formålet med studieturen er at hente inspiration til DYNAMIC’s arbejde i Hjørring Kommune.
Møder centrale aktører for udviklingen
Netværket skal blandt andre møde sekretariatschef Mie Kjær Skov i Thisted Kommune, der fortæller om, hvad Thisted Kommune er for en størrelse, og hvilke potentialer Thy har, når kommunen markedsfører sig som ”Thy til livet”. Projektejer Thilde Kielsgaard fortæller om det storstilede projekt Cold Hawaii Inland – om rejsen fra spørgsmål til faciliteter og erfaringerne, man gjorde sig undervejs i udviklingsprojektet.
Projektleder Camilla Holm Broe præsenterer de tre greb, som projektet Kulturstedet Smedjen i Thisted by bygger på: Strategisk afsæt, bylivsfokus og fysisk projekt.
Erhvervschef Jens Mortensen fortæller om perspektiver på erhvervslivet i Thy og samarbejdet med Thisted Kommune.
Rasmus Johnsen har i 20 år skrevet udviklingsplanerne for Klitmøller og Cold Hawaii. Han giver et unikt indblik i tilblivelsen, udviklingen, tankerne bag, opbakningen – og det modsatte – samt måske nogle lavpraktiske do’s and don’ts. Han deler også tanker om fremtiden – måske en Cold Hawaii 3.0, når den nuværende plan løber på udløbsdatoen.
Kulturiværksætteren og restauratør Morten Kristensen fortæller om at flytte fra storbyen til yderste klitrække og skabe succesen Hanstholm Madbar.
Vorupør viser vej
I Vorupør har en samlet by taget livtag med en kæmpe transformation, der placerer byen som en af de mest spændende udviklingscases på Vestkysten. Her vil blandt andre serieiværksætteren Alexander Bengtsen (Work & Surf, Vild Is m.fl.) samt projektleder Stine Casparij Kondrup fra byens kommende forsamlingshus VØ-Huset fortælle om udvikling, iværksætteri og meget andet.
Siger man Thy, siger man også det ikoniske Thisted Bryghus, hvor besøget sluttes af med en rundvisning og spændende storytelling om, hvordan det lille lokale bryggeri er blevet et af landets mest prisvindende i nyere tid.










