Hvordan sikrer virksomheder og lokalsamfund sig bedst, når strømmen går, IT-systemer svigter eller kritiske leverancer udebliver? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Erhverv Hjørring havde inviteret alle interesserede til morgenmøde med fokus på det lokale virksomhedsberedskab.
Programmet bød på oplæg fra formandskabet bag initiativet, som er det første af sin slags i Danmark. Og det var netop formandskabet der havde taktstokken ved dagens morgenmøde, da de overordnede tanker bag netværket skulle præsenteres for de mange fremmødte ved Nordjyske Jernbaner, hvor morgenmødet blev afholdt.
Kommunaldirektør, Leif Johannes lagde for land med at klarlægge baggrunden for netværket, som er et forandret risikobillede, hvor virksomheder og kritisk infrastruktur i stigende grad kan blive påvirket af hybride trusler og forsyningssvigt. Derfor anbefales både borgere og virksomheder at planlægge efter op til tre døgn uden vigtige forsyninger som strøm, telekommunikation, drikkevand og kritiske IT-systemer.
– Kommunens opgaver i en krisesituation er at tage hånd om sårbare borgere, understøtte samfundskritiske funktioner og sikre klar kommunikation. Men hvis en situation overstiger kommunens egne ressourcer, kan virksomhedsberedskabet aktiveres. Beredskabet bygger ikke på kontrakter, men på tillid, personligt engagement og en frivillig forpligtelse blandt deltagerne, fortalte Leif Johannes.
For Anders Nielsen, der er formand for beredskabet, handler indsatsen om medskabelse og fælles ansvar. Ingen virksomhed står alene, og netværket er organiseret i syv faglige grupper med blandt andet fokus på forsyning, logistik, entreprenørarbejde og fødevarer. Målet er at skabe indsigt, inspiration og styrket beredskabsplanlægning på tværs af virksomhederne.
Budskabet fra formanden var klart: Beredskab handler ikke om frygt, men om rettidig omhu. Virksomheder bør allerede nu forholde sig til spørgsmål som: Hvad gør vi, når strømmen går? Hvor afhængige er vi af IT, leverandører og forsyninger? Og hvor længe kan vi opretholde driften?
Herefter fremlagde Jørgen Høll, hvordan et udarbejdet ressourcekatalog i netværket giver overblik over, hvilke kompetencer og materielle ressourcer der kan stilles til rådighed inden for få timer. Jørgen Høll understregede, at god forberedelse ikke kun gavner samfundet, men også den enkelte virksomhed. Mindre nedetid, hurtigere genopretning, lavere tab og større leveringssikkerhed er nogle af de gevinster, virksomheder kan opnå ved at styrke deres robusthed. “Fra egen robusthed til fælles styrke” var et gennemgående budskab i oplægget.
Som repræsentant for en virksomhed med kritisk infrastruktur fortalte Martin Sort Mikkelsen om Nordjyske Jernbaners rolle i en krisesituation. Jernbanens vigtigste opgave vil fortsat være at transportere mennesker fra A til B, men virksomheden kan også bidrage med andre ressourcer gennem netværket. Samtidig opfordrede han virksomheder til at se sig selv som aktive medskabere af lokalsamfundets robusthed.
Efter halvandet års arbejde tæller det lokale virksomhedsberedskab i dag omkring 30 virksomheder og 34 forsyningsaktører. Ambitionen er ikke alene at skabe større tryghed, men også at sikre, at virksomheder og lokalsamfund står stærkere sammen, når den næste krise rammer.
Det lokale virksomhedsberedskab i Hjørring Kommune er et frivilligt netværk af virksomheder, forsyningsaktører og nøglepersoner, der har ressourcer, kapacitet og viden til rådighed i tilfælde af en krisesituation. Netværket betstår af syv fagområder med en styregruppe indenfor hvert område, som eksempelvis forsyning, logistik, fødevarer og telekommunikation og data. Formandskabet i netværket består af Anders Nielsen Lytzen A/S, Jørgen Høll tidligere direktør ved Skallerup Seaside Resort og ansat ved forsvaret, Martin Sort Mikkelsen fra Nordjyske Jernbaner og kommunaldirektør Leif Johannes










