Erhverv Hjørring Purple

Solopgang over Vendsyssel – og en sommerhilsen i en urolig tid

Af Michael Vendelbo, direktør, Erhverv Hjørring.

Tidligt om morgenen den 2. april tog min gode ven, pilot Thomas Hugo Møller, et billede af Vendsyssel badet i solopgang. Jeg har valgt at dele det med jer – ikke fordi det er et postkort, men fordi det er et symbol.

Et symbol på overblik, på begyndelser – og på det, vi har sammen.

For vi lever i en tid, hvor verden ryster. Krigene i Ukraine og Mellemøsten fortsætter. Oprustningen stiger. USA har valgt en ny præsident, og fremtiden føles usikker, også for os i Europa. Klimaudfordringerne er ikke længere noget, der venter – de er her nu.

Midt i alt det står vi her – i Vendsyssel. I den nordligste del af Danmark, med udsigt til hav, himmel og til hinanden. Her leves det gode liv. Ikke som en kliché, men som en forpligtelse. En forpligtelse til at skabe trivsel, udvikling og fællesskab – i vores virksomheder, vores byer og vores netværk.

Erhverv Hjørring er ikke bare en forening. Vi er et fællesskab af mennesker og idéer. Vi hjælper hinanden, udfordrer hinanden – og vi løfter i flok. Det mærker jeg tydeligt efter mit første år som direktør. Med 80 medlemsbesøg, over 50 nye medlemmer, nye partnerskaber og netværk – og med en stadig stærkere tro på, at vi i fællesskab kan tage ansvar, også i en verden, der forandrer sig hurtigt.

Et af de nye initiativer, jeg er særligt stolt af, er Morgenklubben. Her mødes vi seks gange om året – rundt omkring hos medlemmer i hele kommunen – for at tale om de emner, der former vores fremtid: transport, arbejdskraft, økonomi, uddannelse og ikke mindst det gode liv. Det er netop i samtalen og det lokale engagement, vi finder styrken til at handle.

Vi skal ikke lukke øjnene for det, der sker ude i verden. Men vi må heller ikke miste blikket for det, vi har her. For det er herfra vi handler. Det er her, vi investerer, udvikler og skaber arbejdspladser. Det er her, vi finder hinanden.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god sommer – og glæder mig til at fortsætte arbejdet sammen med jer. For potentialet i Vendsyssel er ikke kun smukt fra luften. Det lever i jer – hver eneste dag.

Flere nyheder fra Erhverv Hjørring