Virksomhederne i Hjørring skaber stadigt flere arbejdspladser. Dermed øges den fælles velstand i lokalsamfundet. Men kan det blive ved? For hvem skal besætte de nye job? Det er en hovedpine, der i stadigt stigende grad optager lederne i de lokale virksomheder.
Arbejdskraft-udfordringen er en mærkesag for Erhverv Hjørring. Og emnet var hovedpunktet på Morgenklubbens møde i sidste uge hos Krone Vinduer, den succesfulde virksomhed i Harken, der gennem flere år har haft en stor udfordring med at tiltrække tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft.
Her følger nogle faktuelle informationer om arbejdskraft-situationen i Hjørring kommune. Først en graf, der viser udviklingen i beskæftigelsen:
Som det ses, svinger beskæftigelsen fra kvartal til kvartal hen over året. Den gennemgående orange linje viser den generelle tendens, som altså har været stigende siden afslutningen på coronaperioden.
De faktisk tal for beskæftigelsen kan ses i dette skema:
Men hvordan ser det så ud med ledig arbejdskraft til de stadigt flere job, som virksomhederne skaber. Det fremgår af denne opgørelse:
Grafen viser, at ledigheden i Hjørring kommune i dag er den laveste i den 12-årige opgørelses periode.
Der er i praksis tale om fuld beskæftigelse. Der er godt nok 791 ledige i april. Men det er personer, der enten er på vej fra det ene job til næste, eller som ikke har kvalifikationerne til de ledige job.
Men kan de lokale virksomheder så ikke finde medarbejdere fra andre kommuner? Det er i bedste fald svært. Godt nok er ledigheden på landsplan lidt højere end i Hjørring, nemlig 2.9 pct. Men det afspejler stadig, hvad økonomer kalder ”fuld beskæftigelse”, som indtræffer allerede med en ledighed på omkring 3-4 pct. ifølge bl. a. Danmarks Nationalbank og ECB (Den europæiske Centralbank).
Og hvordan ser situationen så ud på den enkelte virksomhed. Det fik omkring 30 Erhverv Hjørring-medlemmer indblik i på Morgenklubbens møde hos Krone Vinduer.
Vindues fabrikken beskæftiger omkring 150 medarbejdere i Harken og 50 i Aabybro. De kommer fra 14 nationer:
På mødet fortalte direktør Kaj Bundgaard generelt om virksomheden, der har succes med en ordrebaseret nicheproduktion med særlig vægt på hårdt træ.
Produktionschef Nikolaj Rud Lindholm redegjorde indgående for, hvad Krone Vinduer gør for at skaffe den tilstrækkeligt med arbejdskraft til at imødekomme ordrerne. Specielt for de udenlandske medarbejdere er det en omfattende indføring i bl. a. sprog, arbejdskultur og sociale forhold samt støtte til løsning af praktiske spørgsmål som f. eks. bolig.
På mødet orienterede borgmester Søren Smalbro og viceborgmester Per Møller, formand for Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget, om arbejdskraft-udfordringen i bred forstand og om kommunens bestræbelser for at gøre Hjørring kommune attraktiv for at fastholde og trække borgere.
For som Søren Smalbro sagde:
”I dag vælger danskerne primært at bosætte sig i et attraktivt område, og derefter finder de så et passende job. Så vi skal både synliggøre og udvikle de unikke kvaliteter i Hjørring kommune.”
Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring.