Erhverv Hjørring Purple

Anders Christian Nielsen kan vinde Årets Temapris 2025 

Anders Christian Nielsen fra Erik Lytzen A/S i Hjørring og Christian Thorup Kjærgaard fra GMPack ApS i Hadsund er blevet udpeget som de to finalister fra Nordjylland, der går videre til landskåringen af Årets Temapris 2025. 

Temaprisen til Årets Ejerleder sætter i år fokus på ejerledernes konkurrencekraft. Prisen hylder ejerledere, der skaber bemærkelsesværdige resultater og driver vækst i en tid præget af usikkerhed og forandring. 

Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag Årets Ejerleder, som i år afholdes for 22. gang. Årets tema er ejerledernes konkurrencekraft. 

– Ejerlederne er beviser på, at det rette lederskab er afgørende for at sikre strategisk vækst og en stærk konkurrenceevne. De har formået at innovere og tilpasse forretningen til markedets skiftende krav, hvilket er en vigtig faktor for vækst. Disse stærke ledelseskompetencer er en essentiel drivkraft i at sikre en stærk konkurrencekraft i dansk erhvervsliv og en fortsat erhvervsudvikling regionalt, siger Natasha Brandt, kommerciel medlemsdirektør i Dansk Erhverv. 

Et oplagt valg 

Line Borregaard, partner i PwC i Aalborg, begrunder her udpegningen af Anders Christian Nielsen fra Erik Lytzen A/S: 

– Anders Christian Nielsen arbejder strategisk med at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft med henblik på at styrke virksomhedens konkurrenceevne. Under hans ledelse har virksomheden opnået en stabil indtjening trods udfordrende markedsforhold som stigende råvarepriser og renteniveau. 

Som ejerleder ønsker Anders at sikre høj medarbejdertrivsel og ønsker, at medarbejderne får reel indflydelse på beslutninger. Det effektiviserer processerne og styrker medarbejdernes oplevelse af, at deres indsats har betydning for virksomhedens udvikling. Virksomheden afholder desuden løbende sociale arrangementer for at fremme et stærkt arbejdsfællesskab og sammenhold. 

Anders investerer aktivt i at uddanne fremtidens arbejdskraft, og lærlinge udgør omkring en fjerdedel af medarbejderstaben. Virksomheden vil fremover sikre fortsat vækst gennem et strategisk fokus på organisk vækst og opkøb, lyder det i udpegningen. 

Beæret og ydmyg  

Anders Christian Nielsen er både beæret og ydmyg over udpegningen. 

– Jeg er utroligt stolt af prisen – men den er i virkeligheden et skulderklap til hele virksomheden. Vi er to ejere, Martin Søndergaard og undertegnede der driver det her sammen, og intet af det ville være muligt uden vores fælles indsats og vores fantastiske team, siger Anders Christian Nielsen. 

Den landsdækkende vinder kåres den 13. november 2025 kl. 15:00-18:00 hos PwC Hellerup, Strandvejen 44 i Hellerup nord for København. 

 

Flere nyheder fra Erhverv Hjørring

Privatliv
Denne hjemmeside bruger cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse. Informationerne bliver opbevaret i din browser og bruges bl.a. til at genkende dig hvis du besøger hjemmesiden igen. Det hjælper os også med at forstå hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og brugbare.
Nødvendige cookies
Nødvendige cookies bør altid være aktiveret så vi kan gemme dine cookie-indstillinger.