Det lokale turismefyrtårn er netop kåret som “Danmarks bedste feriecenter” 2025 ved Danish Travel Award, der er en prestigefyldt prisuddeling for rejse-, turisme- og luftfartsbranchen. Det er tredje år i træk, at prisen går til Skallerup.
Turismen er et af de vigtigste erhverv i Hjørring Kommune og bidrager årligt med milliarder til lokaløkonomien. Kommunen er Danmarks 6. største turistkommune, og i 2024 genererede turisterne en omsætning på 2,7 mia. kr., hvor der ansattes ca. 3000 personer inden for turistbranchen. Med vores 60 kilometer kystlinje, unikke naturområder og stærke kulturtilbud tiltrækker Hjørring Kommune både danske og udenlandske besøgende året rundt.
Stolt over priserne
– Tre år i træk som Danmarks bedste feriecenter – vi er ikke bare glade, vi er meget stolte! Specielt fordi det er en helt særlig pris, idet det er 3.000 gæster, der i en Epinion-undersøgelse har sagt: “Skallerup, I gør det godt!” Og når folk stemmer med hjertet (og ferieminderne), så betyder det altså noget helt særligt, siger direktør Jørgen Høll med et stort smil.
Er ikke sen til at sende æren videre
– Æren går i høj grad til vores medarbejdere. De møder ind hver dag med energi, smil og en ægte lyst til at give vores gæster en oplevelse, der er bedre end en softice på en varm sommerdag. Det er deres engagement og dedikation, der gør Skallerup til noget helt særligt – og det er dem, der gør Skallerup til Danmarks Bedste Feriecenter, slutter Jørgen Høll.
Skallerup Seaside Resort er ikke den eneste lokale virksomhed, der har vundet en pris ved Danish Travel Awards. Color Line vandt prisen som “Bedste passagerrederi”. Bag Danish Travel Award står anerkendte Travelmedia Nordic, Check-in.dk, Standby.dk og Turisme24.dk.
Foto : Danish Travel Awards 2025










