Ecco Print A/S fortsætter væksten med sin femte nyansættelse på få måneder og henter erfaren produktionschef ind for at styrke driften.
Et stigende aktivitetsniveau hos etiketproducenten Ecco Print betyder fortsat vækst i medarbejderstaben, der nu tæller fem nye medarbejdere siden december. Hjørring-virksomheden, der har eksisteret i mere end 80 år og i dag producerer professionelle etiketter til primært fiskeri-, fødevare- og kemiindustrien, har nemlig ansat 57-årige Palle Pedersen som ny produktionschef. Ansættelsen er den femte på få måneder og markerer endnu et skridt i opbygningen af en stærkere og mere fremtidssikret organisation.

Palle Pedersen er ny produktionschef hos Ecco Print.
Palle Pedersen kommer med en lang karriere i den grafiske branche, som han har været en del af siden 1986. Han har gennem årene haft flere lederstillinger med ansvar for både medarbejdere og produktion. At arbejde specifikt med etiketter er nyt for ham, men det afskrækker ham ikke – tværtimod.
– Det er nyt for mig, at det er etiketter, men jeg synes, det er megaspændende, og der er mange ting, man skal have ind under huden, siger Palle Pedersen.
– Men selve det at optimere en produktion og få den til at fungere, det er jo det samme uanset hvad man producerer. Det er bare et spørgsmål om at lære og komme ind under huden med de ting, vi arbejder med, fortsætter Palle, som derudover fortæller, at han allerede er faldet godt til på arbejdspladsen.
– Jeg har fået en god start. Det er et fantastisk sted, jeg er kommet hen, med gode lokaler, faciliteter og søde kollegaer.
Hos Ecco Print er der også tilfredshed med den nye profil. Direktør Jan Viberg fremhæver netop erfaring og driftsforståelse som centrale kompetencer i den fortsatte udvikling af produktionen.
– Vi er glade og tilfredse med at have fået ansat en med Palles erfaring og kompetencer til at optimere og sikre vores produktion, siger han.
– At vi kan sikre en mere effektiv, optimeret og driftssikker produktion er selvfølgelig utroligt vigtigt for vores kunder, men det er også vigtigt for os, at vi kan levere og tilbyde etiketter med samme fleksibilitet og kvalitet samtidig med et øget aktivitetsniveau, fortæller Jan Viberg.
Ecco Prints fem nye ansættelser på kort tid vidner om en virksomhed i bevægelse, og om en branche, hvor kravene til kvalitet, dokumentation og fleksible produktionsløsninger konstant skærpes. Med Palle Pedersen i spidsen for produktionen styrker virksomheden sin position i et marked, hvor erfaring og effektiv drift er afgørende konkurrenceparametre.










