Erhverv Hjørring Purple

Norske indtryk skal lede til handleplan

En ny handleplan til styrkelse af erhvervsudviklingen i Hjørring. Det er ambitionen for Erhverv Hjørring DYNAMIC efter et meget inspirerende besøg den 9. til 11. april i Drammen i Norge.

DYNAMIC-delegationens overordnede indtryk af besøget var, at der i Drammen er en stor dedikation og enighed om erhvervsudviklingen på tværs af virksomheder, erhvervsorganisationer og det offentlige.

Strukturen for erhvervsudvikling i Hjørring er meget anderledes end i Drammen. Men DYNAMIC-medlemmerne vil på det næste møde i netværket den 14. maj forsøge at sammenfatte de mange indtryk og idéer fra Drammen til en handleplan, der kan implementeres i Hjørring.

Delegationens medlemmer var meget imponeret af den velvilje og interesse, som de blev mødt med i Drammen.

Her er nogle indtryk fra deltagere:

Søren Kjær Christensen, Sparekassen Danmark:
”Det som gjorde størst indtryk var, hvordan erhvervsforeningerne arbejdede godt sammen, og kunne ”slå med fælles hånd” og var støttet af kommunen.”

Jørgen Høll, Skallerup Seaside Resort:
”Turen til Drammen vist mig vigtigheden af, at erhvervstiltag i en kommune kræver en bred politisk involvering samt en klar ansvarsfordeling mellem kommunen og brancheorganisationen.”

Anders Nielsen, Lytzen A/S:
“Turen til Drammen blev det hele værd, da vi hørte Kjell Arne Hermansen og Rune Kjølstad dele deres inspirerende arbejde med at løfte bylivet og få de unge tilbage efter studietiden. Prikken over i’et var Bjørn Kjærland Hauglands oplæg – en fantastisk personlighed med en viden, der rækker langt ud over det sædvanlige.”

Bjørn Kjærand Haugland, som Anders Nielsen nævner, er administrerende direktør i ”SKIFT – Næringslivets klimaledere”, og er en bredt anerkendt leder og ekspert i grøn omstilling. Under besøget i Drammen fik Erhverv Hjørring aftalt, at Bjørn Kjærand Haugland kommer på besøg i Hjørring senere i år.

Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring

Flere nyheder fra Erhverv Hjørring