”Der er ingenting, der kommer af sig selv, ud over lommeuld. Hvis DM i Skills 2026 skal blive den succes, det har potentiale til, så skal vi alle bidrage.”
Sådan indledte Erhverv Hjørrings direktør, Michael Vendelbo, sit indlæg, da lokale erhvervsfolk var samlet i forbindelse med, at nedtællingen til DM i Skills 2026 blev sat i gang med et stort arrangement på EUC Nord.
Erhverv Hjørring har i samarbejde med Business Hjørring, Hjørring Kommune og flere lokale virksomheder sammensat et program, som giver erhvervslivet mulighed for at købe sponsorpakker, der vil hjælpe med at gøre DM i Skills til en succes.
Viceborgmester Per Møller opfordrede virksomhederne til at bakke op om den store event.
”DM i Skills er et samarbejde med mange aktører. Først og fremmest de unge og uddannelsesinstitutionerne. Men uden stærke og visionære virksomheder – og jer som ledere – ja så var der ingen lærepladser.
Det er jer, der hver dag tager imod unge lærlinge og viser dem, at faglighed, ansvar og samarbejde ikke bare er noget, man taler om – men noget man lever. Det er netop derfor, vi har turdet binde an med at få DM i Skills til Hjørring kommune. Det kræver mod – og det kræver vilje. Og det kræver partnere som jer,” sagde Per Møller.
På mødet blev sponsorpakkerne til DM i Skills præsenteret. Pakkerne giver mulighed for at få virksomhedsnavn og logo eksponeret på forskellige måder, deltage i netværksaktiviteter og få adgang til eksklusive arrangementer. Dermed hjælper virksomhederne ikke blot med til at gøre DM i Skills til en succes for lokalsamfundet, men er også en unik mulighed for at profilere virksomhederne og skabe værdifulde relationer.
Skrevet af journalist Claus Dindler for Erhverv Hjørring