Nybolig Hjørring tager hul på 2026 med en markant organisatorisk ændring. Pr. 1. januar er Mads Hofmeister trådt ind som medejer efter at have købt 50 procent af virksomheden, det skriver Nybolig Hjørring i en pressemeddelelse den 26/1 2026. Han bliver dermed partner med den mangeårige indehaver, Morten Hove, som har stået i spidsen for forretningen siden 1997.
Mads Hofmeister har gennem flere år været en central del af Nybolig Hjørring og har opbygget et solidt kendskab til både boligmarkedet i Hjørring Kommune og virksomhedens interne arbejdsgange. Ifølge Morten Hove er partnerskabet et naturligt skridt i virksomhedens udvikling.
– Når vi er to partnere, kan vi arbejde mere målrettet med både drift og salgsstrategi. Det giver bedre beslutningsprocesser, øget kvalitet i rådgivningen og en mere robust forretning, siger han.
Kombination af erfaring og fornyelse
Partnerskabet skal sikre en tæt kobling mellem strategisk udvikling, daglig drift og salgsarbejde. Morten Hoves mere end tre årtiers erfaring kombineres nu med Mads Hofmeisters fokus på drift, udvikling og fremtidig vækst.
– Vi har et stærkt team med en bred vifte af faglige kompetencer og en klar strategisk retning. Med partnerskabet står vi endnu bedre rustet til at udvikle forretningen og fastholde vores position i markedet, siger Mads Hofmeister.
Nybolig Hjørring beskæftiger i dag de to indehavere, fem medarbejdere og en praktikant.
Markant vækst i 2025
2025 blev et stærkt år for virksomheden. Antallet af solgte boliger steg med 45 procent sammenlignet med 2024, og i januar 2026 indtager Nybolig Hjørring førstepladsen som den ejendomsmægler i kommunen, der har solgt flest boliger det seneste år (pr. Boligsiden 26/1).
– Vi har opnået stærke resultater og er stolte af vores nye position som markedsleder i området, men vores fokus er langsigtet. Kundetilfredshed, effektive salgsprocesser og dokumenterede resultater er afgørende parametre for os, siger Morten Hove.
Ambitioner om fortsat fremgang
Nybolig Hjørring har en sælgeranbefaling på 9,5 ud af 10 og ligger nummer ét i Hjørring by målt på salgsrate med 75,2 procent af udbudte boliger solgt (pr. Boligsiden 26/1). Den digitale markedsføring fylder stadig mere, og en dedikeret Social Media Manager sikrede i 2025 mere end 10 mio. visninger på tværs af 2.700 kampagner på sociale medier.
– Vores kunder får en unik synlighed af deres bolig, og aktivitets- og markedsføringsplanen omfatter desuden faste statusmøder, fortæller Morten Hove.
Med det nye partnerskab går Nybolig Hjørring ind i 2026 med ambitionen om at fastholde og udbygge sin position som førende ejendomsmægler i Hjørring Kommune.










